Fleksjobbere sikres overenskomstmæssigt
Højesteretsdom til fordel for fleksjobbere i ikke overenskomstdækkede virksomheder.
I retspraksis har der været uklarhed om, hvorvidt ansættelse i fleksjob skulle ske på overenskomstvilkår, selvom virksomheden ikke i øvrigt var undergivet en overenskomst.
Den tvivl er nu ryddet af bordet med Højesteretsdom af 17. december 2010.
Bestemmelsen, som Højesteret skulle fortolke, var beskæftigelsesindsatslovens §72, som har følgende formulering:
"§72, stk. 1 Når kommunen (nugældende lov: jobcenteret) har givet tilbud om fleksjob, fastsættes løn og øvrige arbejdsvilkår, herunder arbejdstid, som udgangspunkt efter de kollektive overenskomster på ansættelsesområdet, herunder de sociale kapitler. I ikke overenskomstdækket ansættelse skal overenskomsten på sammenlignelige områder gælde. Fastsættelse af løn og øvrige arbejdsvilkår skal ske i samarbejde med de faglige organisationer."
Bestemmelse har tidligere af landsretterne og Sø- & Handelsretten været fortolket, så ikke-overenskomstdækkede virksomheder kunne indgå fleksjob ansættelsesaftaler, der var ringere end den på området gældende overenskomst.
Feriefridage er sikret!
Højesteret har den 17. december 2010 fastslået, at §72, stk. 1 i aktivbeskæftigelsesindsatsloven skal fortolkes således at ansættelse i fleksjob, skal ske med ret til løn og øvrige arbejdsvilkår i henhold til den relevante overenskomst for området.
I sagen, som Højesteret skulle tage stilling til, var der i fleksjobbevillingen henvist til overenskomsten indgået mellem Dansk Handel & Service og HK/Handel samt HK/Privat, men i ansættelsesbeviset havde virksomheden anført, at ansættelsen ikke blev reguleret af en overenskomst. Sagen vedrørte konkret, om fleksjobberen havde krav på feriefridage i henhold til overenskomst.
Højesteret vurderede, at fleksjobberen havde ret til feriefridagene som anført i overenskomsten.
Senest opdateret (Onsdag, 16. februar 2011 09:45)







Hvor skadet skal en bil være, før den skal erklæres totalskadet og ikke repareres? Alt efter, hvad politikerne svarer på det spørgsmål, kan det koste flere hundrede mekanikerjob. I dag må det højest koste 65 procent af bilens handelsværdi at[…]

